Netesminde er mig og mine hunde 🙂

Hundene er mine “‘børn” og selvfølgelig bor de sammen med mig i huset og færdes over det hele. De sover sammen med mig i sengen, hvis de vil – ellers snupper de gulvet eller en kurv. Sengen ér dog favorit-sovestedet og gerne ovenpå dynen, så jeg ikke kan røre mig. Vi hygger i sofaen om aftenen og ser TV sammen. 🙂

Jeg har en dejlig stor have, som er egnet til hundene, forstået sådan at jeg ikke har en fin have men en kæmpe græsplæne med stauder og træer rundt om. Ingen blomsterbede, som de kan rende over ende – dét har vi prøvet.

Jeg har haft dyr det meste af mit voksenliv, men ikke ét eneste som barn. Jeg var nemlig skrækslagen for både hunde og katte – og for den sags skyld alle andre dyr helt frem til jeg blev ca. 12 år, hvor jeg blev “påtvunget” selskabet af en gravhund. Min mor mødte en mand med en korthåret gravhund, stædig og ikke speciel børneglad. Men pudsigt nok blev jeg hundeglad efter …hmm…et lille års tid. Og fra da var jeg mere eller mindre solgt.

Så da jeg flyttede hjemmefra, fik jeg mig en lille sort gravhund – Dixie – som var mit ét og alt. Han var med mig alle steder og blev passet hos min mor og hendes mand og deres to brune gravhunde Lady og Nuser, når jeg ikke kunne have ham med.

Sidenhen har jeg haft både Labrador/Sct. Bernard-blanding, labrador/schæferblanding, labrador/collieblanding, afrikanske bjerggeder, europæiske korthårskatte, Coton de Tulear og nu Bichon Havanais. Og jeg kan ikke forestille mig et liv uden dyr 🙂

Min start med opdræt
I 2004 fik jeg min første Coton de Tuléar og 2 år senere fik jeg kennelmærket “Netesminde’s” og startede opdræt af Coton de Tulear og det var nogle skønne hunde, som gav mig masser af glæde og sjov. Selvom jeg var vild med disse totter, havde jeg faktisk valgt min første af slagsen med allermest farve. Det var ikke min mening at skulle hverken opdrætte eller udstille, men jeg lod mig “rive med” af et par andre opdrættere, hvoraf den ene skubbede mig i retning af selv at opdrætte. Det har jeg aldrig fortrudt.
Men efter nogle få år blev jeg simpelthen smaskforelsket i Bichon Havanaisen og skiftede derfor glidende over til denne race, som på mange måder minder om Bomuldshunden – og alligevel er helt sin egen. Begge racer er dog vidunderlige, men jeg faldt altså pladask for cubaneren med både charme, selvtillid og lækkert hår og måske bestemt også på grund af alle de dejlige farver – og så ér det den dejligste familiehund.

Jeg følte, at jeg måtte vælge. Desuden er det ikke let at udstille to racer, da de ofte skal “på” samtidig og det kan jo ikke lade sig gøre. Så valget faldt på Bichon Havanais, af flere andre grunde også, selvfølgelig. Min erfaring er, at Havanaisen gør mindre end Coton’en og så er det en betydeligt sundere race.

Selvom både Havanaisen og Coton’en kan tåles af mange allergikere (desværre ikke af alle), er det vigtigt at møde racen flere gange, hvis man er den mindste smule i tvivl om allergi! HUSK, at ingen race er 100 % allergifri, selvom nogle opdrættere påstår det. Lad dig ikke narre!